Af Britt Nørbak: skrevet i år2014
Dorrits ældste søn lever videre, også i hendes hjerte. Hans selvmord for 22 år siden var et forfærdeligt chok, men Dorrit fik styrken til at møde sin og familiens skæbne.
Dorrit Kristensen kalder det for 'Sjælens mørke nat', natten hvor hendes søn, Ulf, begik selvmord. Det skete for 22 år siden, da Dorrit var 40 år. Hun blev mor til Ulf som 18-årig. Det var ikke planen, men kærligheden imellem hende og Ulfs far var stærk. - Ulfs far var 10 år ældre, og det gjorde mange ting lettere, selv om det ikke var en planlagt graviditet. Vi havde et godt netværk og valgte at få det bedste ud af livet. Ulf var det første barnebarn i familien, og min mor blomstrede virkelig op, da hun blev Bedste. Ulf var højtelsket og efter fire år blev han storebror til Mikkel, som blev hans bedste ven. Ulf var en glad og kreativ og populær både i børnehaven og i skolen. Som lille legede Ulf med en usynlig ven, men det stoppede, da han fik sin lillebror, fortæller Dorrit fra sit landsted i Dronninglund, hvor der er heste på marken, og blomster i fuldt flor, og en frodig køkken- og urtehave. - Ulf elskede som sin far al sport og var en vinder. Fodbolden havde den største prioritet, og hjemme på gården blev der spillet mange kampe. Ulf elskede at være herhjemme i naturen og sammen med dyrene. Han havde fritidsjob, men særlig glad for sit job som bartender på det lokale diskotek. Men det hele vendte på et tidspunkt, og blev forstærket da han kom ind som soldat siger Dorrit 61 år.
Talte om at dø
Som 18-årig begyndte Ulf at få det dårligt. Han havde svært ved at blive voksen og tage ansvar for sit eget liv. - Han ændrede karakter og fandt en masse fejl ved sig selv. Han prøvede psykolog, men kunne ikke rigtig bruge det til noget, følte sig forkert, og selv om han aldrig fik en diagnose, mener hans far og jeg, at Ulf udviklede skizofreni. Ulf ville være garde som sin far, men tiden i militæret knækkede ham. Når han var hjemme, fortalte han os, at han så syner og under en øvelse havde set dansende birkes! Det grinede vi lidt af. Ulf elskede birkes, så vi slog det hen med, at han måske havde været meget træt og udkørt under øvelsen. Men da han var færdig ved militæret, havde han det virkelig dårligt psykisk. Vi foreslog en indlæggelse, men det afslog han, siger Dorrit.
Ulf boede hjemme i ca. et halvt års tid, hvor han og hele familien havde det virkelig hårdt. Ulf talte ofte om, at han ville dø. Det var meget fortvivlende for familien at høre på, de prøvede at give ham håb og opmuntring, og trøstede sig med at: 'dem der taler om selvmord, gør det ikke'. Da Ulf fortalte, at han gerne ville have en motorcykel og et ophold på en højskole, følte hans forældre, at der var håb forude.
- Vi tænkte, at det var dejligt, at han lagde planer for fremtiden. Mindre end en uge efter, han var startet på højskole blev vi ringet op, Ulf var forsvundet. Han blev fundet ude i skoven, hvor han var kørt ud på sin motorcykel og havde hængt sig, 22 år gammel. Vi var i alle i chok og i dyb fortvivlelse, og en håbløshed og sorg Det var dybt tragisk. Også at vi ikke havde kunnet gennemskue ham, siger Dorrit. Hun fortæller, at de på Ulfs værelse på højskolen fandt en bog om at tage sit eget liv og en mini-løkke, som han havde lavet. - Han havde virkelig planlagt sit selvmord.
I denne fortvivlelse og sjælens mørke nat, fik jeg en åndelig oplevelse. Det blev lyst og jeg hørte det smukkeste musik, oplevede en himmelsk tilstand, hvor jeg var sammen med Ulf og Kristus lyset, alle farverne trøstede og løftede min sorg til et himmelsk perspektiv, hvor jeg fik vist, at der var noget større end denne fysiske verden, en skabende kilde, mit Himmelske Ophav, Gud, som altid ville være hos mig.
Begravelse med kakao og birkes
Om aftenen efter Ulfs selvmord hørte Dorrit og hendes mand klassisk musik som trøst. Da de skulle i seng, kunne Dorrit stadig høre musik, det var himmelsk musik som var meget trøstende og mindede om strofer, som Ulf havde spillet, da han levede.
- At jeg ikke kunne hjælpe Ulf, gjorde mig selvfølgelig dybt ulykkeligt, men Ulfs død skulle ikke være forgæves. Derfor ville jeg hjælpe andre mennesker i nød, men først måtte jeg bevise, at jeg kunne hjælpe mig selv og mine kære i vores nød. Jeg følte, at jeg havde fået åndelig styrke. Begravelsen skulle ikke foregå i stilhed, vi havde jo ikke noget at skjule. Det skulle tværtimod være i Ulfs ånd med birkes, gravøl og guitarspil. Kirken var fyldt med dejlige mennesker, der elskede Ulf, og det betød meget for os i sorgens stund, at have et stærkt netværk. Vores familie valgte at være åbne omkring Ulfs død, vi havde jo gjort det bedste vi kunne dengang. Det hele var nu krakeleret - vi kunne ikke holde sammen på noget længere, kommer det ærligt fra Dorrit. Hun tog et års orlov fra sygehuset, hvor hun arbejdede som sygehjælper for at fordybe sig og få det åndelige, psykiske og fysiske liv til at hænge sammen både for sig selv og sine kære. Nu var der tid til både at male og ride og være i naturens helbredende selskab.
- Jeg ville ønske, at jeg havde haft fred med min åndelige evner, da Ulf havde brug for mig, da havde jeg måske beder kunnet forstå, når Ulf talte om sin usynlige ven, og når han talte om, at han ikke ville være her længere. Så snart jeg tænker på Ulf, er jeg sammen med ham i ånden og i mit hjerte siger Dorrit og lægger hånden på sit hjerte. Hun tror, at Ulf begik selvmord, fordi han havde svært ved at blive voksen, og måske fordi han led af ubehandlet skizofreni. Ulfs lillebror, Mikkel, har stiftet familie og gjort Dorrit til farmor. Vennerne støttede Mikkel og passede på ham efter selvmordet, og de er i dag en fasttømret flok, der passer på hinanden. Det har betydet meget for familien, at både Mikkels venner og forældrenes omgangskreds støttede og involverede sig i sorgen. Dorrit fandt styrke til at forstå livet fra flere vinkler: Den åndelige, psykiske og fysiske verden, hvilket gav livet mening og en større dimension, hvilket hjalp hende til at holde sammen på sig selv og familien.
- Når sorgen og frustrationen var værst, var vi ved at løbe i hver sin retning, men vi valgte altid fællesskabet. Vores drøm er at blive boende på vores smukke landsted, hvor børnebørnene elsker at komme, siger Dorrit, der har stor succes i sin klinik ”Skovens Helse” med at hjælpe mennesker, der er i nød. Det har livets smerte lært hende.