af Christian Thorsen, Kiropraktor.

Efter en tre-ugers cancerkur på det alternative, holistiske hospital, Santa Monica, i Polen, så finder jeg at kendskabet til de midler og metoder man anvender, bør udbredes, så cancerpatienter får mulighed for at vælge en effektiv og bivirkningsfri behandling.

Kuropholdet var en enestående, positiv oplevelse. Man følte, at hele personalet fra rengøringsdamer til læger var til for patienterne uanset tid på døgnet. Ingen var stressede, for de så resultater af deres arbejde. En erfaren, dansk sygeplejerske, der var med som ledsager for sin mand, var imponeret over de polske sygeplejerskers kvalifikationer.

Maden var et kapitel for sig, fortrinsvis vegetarisk, dog med retter af fisk og hvidt kød. Havde man lidt kendskab til ernæring kunne man se, hvorledes hver eneste ret var tillavet af råvare, der enten styrkede immunsystemet eller cancer-hæmmende egenskaber, nogle begge dele. Man pointerede, hvor vigtigt ernæringen - og udrensningen - er for cancerpatienter, og vi fik bevis på, at sund mad også kan være velsmagende. Her ville det være utænkeligt at udlicitere madlavningen - den rigtige ernæring er af væsentlig betydning for helbredet, det er ikke nok at få mavesækken fyldt med et eller andet.

Patienterne, hvoraf flere var "dødsdømte" - opgivet af deres læger - kunne stort set deles i to kategorier: Den ene var dem, som tillidsfuldt havde fuldt deres lægers forslag og ordinationer. Det var de udhungrede, de der manglede et bryst eller to, de kastrerede, de skallede, og de der manglede et eller flere organer helt eller delvist. I den anden kategori var vi ikke så mange. det var os, som havde den indstilling, at cancer er for alvorlig en sag at overlade til læger alene. Derfor havde vi en bedre kondi, vi var i bedre foderstand, vor fordøjelse var i orden og vi havde vore organer i behold. Selv om der var lidt cancer her og der, så kunne det helbredes, og vi ville være helt intakte igen.

Rystende resultat.

I 1950 blev der registreret 9086 nye tilfælde at cancer i Danmark, men i år 2000 var det steget til 27200 nye tilfælde, og omkring halvdelen af patienterne dør - af deres sygdom - viser statistikken. Det er et rystende dårligt resultat, når man betænker hvor mange milliarder, der er brugt på forskning, og hvad cancer-behandlinger koster samfundet - det kan den danske befolkning ikke være tjent med.

Er disse konventionelle behandlinger rationelle og effektiv - udviklingen synes at vise, at dette ikke er tilfældet. Måske skulle man se nøjere på, om patienter virkelig dør af deres sygdom - eller dør de af svækkelsen og de skader, der er bivirkninger ved de konventionelle behandlinger?

Underernæring.

Mange dør simpelthen af underernæring. Dette sidste kan ikke undre, når man ser på de smertelindrende foranstaltninger, som patienter udsættes for. Alle Smertestillende medikamenter er giftstoffer, som udpiner immunsystemet, overbelaster nyrer og lever, og nedbryder tarmbakteriefloraen.

Det er jo ikke for spøg, at Vorherre har bestemt, at vi alle skal gå rundt med 2-3 kg bakterier og svampe i vort fordøjelses-system. Det er nødvendigt for at maden kan nedbrydes og optages i blodet, som bringer næringsstofferne ud til hver eneste celle i kroppen. Foruden at producere visse nødvendige vitaminer, så deltager tarmbakteriefloraen i dannelsen af fordøjelsesenzymer, så man skal være god ved sine bakterier.

Helt galt går det, når smerterne forstærkes, og man går over til morfin og andre stærke sager. Morfin besætter nemlig opiatreceptorerne, der findes i hjernen og fordøjelseskanalen som en del det limbiske nervesystem. Når morfinen opfanges af receptorer i hjernen, reduceres smerterne, og det er selvfølgelig godt, men den morfin der binder sig til receptorer i tarmene bevirker at tarmbevægelserne, peristaltikken, ophører og det giver forstoppelse.

Funktioner svækkes.

Det er netop den mekanisme, man udnytter, når læger ordinerer opiumsdråber mod akut diarre. I en dansk artikel for et par år siden om smertelindring fremhæves, at ulempen ved store doser morfin er, at livsvigtige funktioner svækkes. En cancer patient, der ofte mangler appetit, og som yderligere kommer til at lide at forstoppelse, vil blive udhungret og miste sin modstandskraft - og så kan døden indtræffe af den årsag.

- Kræftens bekæmpelse har udgivet en brochure, Kræft i blærehals-kirtlen, og der kan man på s. 14 læse: der er ingen grund til at være tilbageholdende med medicin mod smerter. Det er vigtigt, at smerterne fjernes.... . Det er nok en uheldig forenkling.

Mit håb er, at denne beretning om mine oplevelser vil opmuntre folk til selv at tage ansvaret for deres helbred.

For mit eget vedkommende havde jeg for år tilbage gjort op med mig selv, hvorledes jeg ville reagere, ifald jeg skulle få kræft. De traditionelle behandlinger, operation, stråler og kemo, var ikke min kop te. Operation ville jeg ikke gå med til, da den er for belastende for patienten, og jeg i øvrigt ikke mener, at jeg kan undvære noget af mig selv. Skal cancer fjernes operativt, er kirurgen nødt til at skære sig vej gennem normalt væv, og når tumoren fjernes, vil man for at sikre sig at man "får alt med" også medtage en del af det omgivende, sunde væv. Altså - nej tak!

Sunde celler ødelægges.

Stråler og kemo har til formål at dræbe cancer-cellerne, men samtidig ødelægges normale, sunde celler og organer. Hvis patienten har en udbredt cancerforekomst, primær tumor plus metastaser, og behandlingen lykkes, altså at cancer-cellerne bliver dræbt, så skal organismen skille sig af med alt det døde, giftige væv.

Det vil en cancerpatients immunsystem altid have svært ved, da det i forvejen er overbelastet af dets kamp mod canceren. Det er jo ikke usædvanligt bagefter at se, at patienter har mistet hår og skæg, at de er blevet impotente og døjer med inkontinens, manglende evne til at kontrollere afføring og vandladning.

Værst er det, hvis funktionen i det normale bloddannende væv i knoglemarven svækkes, således at der ikke dannes nok nye blodceller - det kan være livstruende.

Ingen stråler eller kemo til mig!

Som et led i bestræbelserne på at få afgjort om et menneske har cancer, vil lægerne oftest lade foretage en biopsi. Biopsi er en mikroskopi-undersøgelse af væv taget fra patienten i det område, hvor man har mistanke om, at der kan forekomme cancer-celler.

Den undersøgelse ønskede jeg ikke af to grunde: For det første - hvis der skulle være cancer-celler til stede, og kanylen blev stukket ind i det område, ville der være stor risiko for, at der skete en spredning af disse celler til andre dele af kroppen.

For det andet har jeg på nært hold erfaret, hvor tvivlsom denne biopsiundersøgelse kan være.

Min kone blev syg.

I 1992 blev min kone syg, og på hospitalet fandt man, at hun havde trombocytopeni, en defekt i blodet.

Hun fik B-vitamin-injektioner, men ellers intet. Hendes tilstand forværredes, hun fik en knude i maveregionen, fik stærke smerter, og hun tabte i vægt.

Vi var blevet noget betænkeligt ved situationen, og nu begyndte det også at gå op for lægerne, at det måske kunne være en alvorlig årsag - og så skulle der laves en biopsi.

Den blev lavet efter alle kunstens regler - knuden var jo tydelig nok og yderligere blev hun gennemlyst, så lægen skulle ikke kunne gøre fejl - og der blev så taget adskillige vævsprøver ved hjælp af en kanyle.

Nogle dage efter fik vi en besked: "Der var absolut ingen onde celler", altså var det ikke cancer.

Vi blev selvfølgelig lykkelige!

Knuden sad lidt i vejen, så den skulle fjernes ved en operation, men det var jo en bagatel. Dagen for operationen kom, og sidst på formiddagen blev jeg ringet op af kirurgen: Der er intet at gøre, det er cancer alt sammen.

En måned efter døde hun