HJALLERUP: I seks uger gik Lene Hansen fra Hjallerup med højre arm over hovedet for at lindre smerten fra to diskusprolapser i nakken.

Hendes to drenge på otte og ti år måtte klare alt i hjemmet også at tørre hende efter badet og give hende tøj på.
- Jeg blev skør af det. Alt andet var lige meget - jeg kunne ingen ting på grund af smerterne, fortæller Lene Hansen.
Lægerne anbefale en operation, der ville give hende en stiv nakke resten af livet. Hun takkede nej og tog selv ansvaret for sin helbredelse.

Det begyndte den sidste dag i sommerferien 2. august 2002. Lene Hansen var på vej hjem fra Blokhus med sin søn og hans kammerat, da en bil påkører dem bagfra.
- Jeg ser, at bilen ikke standser, men jeg når ikke at advare drengene, fortæller hun.
Der sker i drengene noget, men dagen efter tager hun på til Aalborg Sygehus. Hun bliver scannet, da de frygter brud på nakkehvirvlerne. Alle er i fin stand og hun kan tage hjem igen.

Seks måneder senere i februar 2003 vågner Lene Hansen skrigende en nat med smerter i højre skulder og nakke.
- Jeg sad med en pude i munden for ikke at vække ungerne. Smerterne var så ulidelige, at jeg ikke kunne samle mig til at ringe til lægevagten, fortæller hun.
Den eneste lindring hun finder ud over smertestillende medicin, er at holde armen over hovedet.
- Jeg kan ikke huske så meget fra de dage. Det hele gik op i, om jeg havde ondt og hvor mange piller, jeg spiste, fortæller Lene Hansen.

Hendes arbejdsplads sender hende til et privathospital i Skørping, hvor hun bliver sendt videre til en specialelæge i Vejle. En scanning viser to diskusprolapser mellem tre nakkehvirvler. Den eneste udvej er en operation, der vil give hende en stiv nakke i op og nedad gående retning.
- Jeg tænkte, at jeg bare ikke skulle opereres i nakken. Hvis operationen skulle gå galt, er det uopretteligt. Det ville jeg ikke byde min familie, siger Lene Hansen.

Da hun bor alene med to små drenge, er hun bange for, at hun altid vil blive afhængig af andres hjælp. Derfor ringer hun til Dorit Kristensen fra Dronninglund, der otte år tidligere behandlede hendes ene søn for eksem ved hjælp af healing.
- Inderst inde kan jeg ikke sige, om jeg troede på det. Det var en desperat løsning, siger hun og fortsætter:
- Jeg kunne ikke få det værre, så det skulle have en chance, inden jeg lagde mig under kniven.
Lene Hansen besøger Dorit Kristensen inden hun skal tilbage til privathospitalet i Skørping.
- Hun kiggede intenst på mig og spurgte, om jeg troede på, at der er mere mellem himmel og jord. Jeg sagde bare ja, fortæller Lene Hansen.
Hun ligger næsten tre timer på en briks, mens Dorit Kristensen går rundt om hende med hænderne cirka 15 centimeter over hendes krop.
- Det var helt vildt. Hun rørte ikke ved mig på noget tidspunkt. Efter en time var jeg helt afslappet. Det lyder åndssvagt, men jeg kunne ikke mærke noget, jeg ved faktisk ikke, hvad der skete, fortæller Lene Hansen.
Da hun går derfra var smerterne væk, og hun tager hjem og støvsuger. Hun har ikke haft smerter siden. Speciallægen på privathospitalet i Skørping kigger mærkelig på hende og siger:
- Mirakler sker jo somme tider. Han anbefaler stadig en operationen, men Lene Hansen takker nej.

Seks uger efter den smertefulde nat i februar er Lene Hansen tilbage på arbejdet uden operation og uden smerter.
- Jeg troede faktisk ikke på det, før der var gået et år, og forsikringsselskabet erklærede mig stabil. Indtil da passede jeg ekstra på mig selv, fortæller Lene Hansen.

I dag er det eneste hun mærker en let snoren i to fingre, hvis hun er stresset.